KUNSTTEMA / 2019

2019

 
 
”Vildskab”
En tilstand af frustration,
refleksion, hidsighed, bevægelse,
frem og tilbage foran maleriet igen og igen
for at nå frem til en tilstand af eufori
og dyb glæde - ”Det lykkedes”  

Og efter nogle dage - ”Holder det?”
”NEJ - det bliver malet over”
eller
”JA  – nu er jeg stolt og kan udstille det”

Elisabet Lycke Nielsen

-------------
 

”Vildskab”
Fra Den Nordiske Mytologi:

Guderne tog Ymers lig og kastede det i
Ginnungagap - og af det formede de jorden.

Blodet blev til verdenshavene,
kødet til jord og muld,
knoglerne til alverdens bjerge og fjelde,
håret til skovene, tænderne til sandet,
og hjerneskallen hævede de op
som himmelhvælvingen.

Herefter satte de dværgene
Nordre, Søndre, Østre og Vestre
til at passe hvert hjørne af denne skal.

Bente Gangelhoff

-------------
 
 

”Vildskab”
Af havets vildskab favnet
kærtegnet
havets frue
draget af dybdernes mørke
bølgetoppenes lys
brændingens vildeste gys

Grethe Munk

-------------
 

”Vildskab”
Tænk sig, 
at noget så lille og blødt 
kan vokse sig
så stort og stærkt.
Det er da vildt, ikk´.

Tænk sig,
hvor meget græs
der skal spises, 
og hvor mange prutter,
der skal slås,
inden det kan nås.
Det er da vildt, ikk´.

Tænk sig,
når stegen sig på tungen lægger,
dit mundvand fosser til i bække,
og du bagefter dig på maven smækker,
sukkende veltilfreds og lækker:
Det var da vildt, ikk´!

Lotte Lamp